Find de gamle stålforme frem. Smør med smørspray
Butterdejspladen stikkes ud med et glas, som er noget større end formen.
Læg dej i hver form, og pres forsigtigt til. Og gnid overskydende dej af på kanten.
Fyld med kirsebærsten eller andet bageindlæg. Bag ved 180 grader, til de er flot gyldne. Tag ud, og tag dem op af formene, mens de stadig er varme. Tøm bageindlægget af. Og sæt til side.
Kan gemmes til næste dag, hvis de sættes kolde i en stor kagedåse. Men er bedst på dagen.
Server med dit bedste tarteletfyld. F.eks. pillekød fra kogt perlehøne i en god opbagt sauce med friskhakket persille og champignon.
En købt rulle butterdej giver 12 tarteletter. Lav så mange du orker. Der er rigtig god afsætning på tarteletter...
Nu er det jo jul, og køkkenet er travlt, så det er måske ikke lige dér, du skal tænke i at lave dine egen butterdej. Købedej, giver et fint resultat, som stadig smager hjemmelavet (men ja, en hjemmelavet butterdej, ville selvfølgelig tage dine tarteletter til nye højder).
Perlehøne smager af mere end kylling. Lidt mere vildt. Derfor er det godt til tarteletfyld, når det skal smage af mere.
Brug lår (og også vinger, hvis du har). Perlehønebryst er for magert til tarteletfyld.
Kom perlehøne, pillet løg i kvarte, og skrællet flækket gulerod i en gryde, dæk akkurat med vand og tilsæt lidt salt. Kog til kødet falder af benene.
Si suppen fra og kog den ind, til du har 2-3 dl. Smag til med salt, når den er kogt ind.
Pil købet fra benene, og skær det i passende stykker.
Skyl persillen godt, så der ikke er sand/jord i, og hak den fint.
Rens og flæk champignon. Skær i tynde skriver og hak derefter groft. Brun champignon i rigeligt smør, til de får brun kant. Skru lidt ned for varmen, og drys melet i. Rør rundt, så du har en roux / jævning. Kog af med den nedkogte suppe, og tilsæt så fløden. Kog til saucen er glat.
Tilsæt perlehøne og hakket persille til stuvningen. Vend sammen.
Fyld stuvningen i dine hjemmebagte tartelleter. Drys med rigeligt, hakket persille. Server.
